Jeff Shore og Zen i Vesten

af Tim Pallis

Zen i Vesten har mange former. De fleste har at gøre med en formidling af de mange formelle træk, som er karakteristisk for traditionel japansk institutionaliseret Zen buddhisme. Selv om den zen, som praktiseres i Vesten, ikke er en tro kopi af japanske zen klostres måde at gøre tingene på, så kan man godt sige, at det i vid udstrækning er en efterligning af de former og den liturgi, der praktiseres i et japansk zen kloster.

Det viser sig helt basalt i munkene og abbedernes påklædning, ritualerne i zendo, recitationen af sutra og sanzen eller dokusan formaliteterne, sesshin arrangementerne, omgangsformerne, hierarkiet osv. osv. Dette er japansk zen i Vesten, det er ikke zen i Vesten.

Zen i Vesten er ikke rigtig opfundet endnu, men på vej. Jeg kender ikke alle de ydmyge tiltag, der findes i Vesten for at etableres en solid zen praksis, som ikke oser af japanske zen former, men som alligevel er en zen praksis, der er genuin og ikke en udvanding af den åndelige tradition, som er så vigtig at bevare. Et eksempel på zen i Vesten er Jeffs Shores måde at gøre tingene på.

Jeff Shore er født i 1953 og fik sin grundlæggende indførsel i zen ved Tempel University i Pennsylvania som elev af Richard De Martino. De Martino er elev af lægmands zen mesteren Shin’ichi Hisamatsu (1889-1980) og var dennes oversætter af talrige dialoger mellem Hisamatsu og nogle af Vestens store ånder som Carl Gustav Jung (1875-1961) og Paul Tillich (1886-1965).

Jeff Shore fik sin MA ved Hawaii University i 1978 i sammenlignende filosofi. I Honolulu begyndte han at praktisere zazen i Robert Aitkens (1917-2010) zendo, og havde der en indsigt i hvad MU er. Han vendte tilbage igen til Tempel University i et par år, men kun for forberede sig til at fortsætte sine zen studier og sin praksis i Japan.

I 1981 rejste han derfor til Japan igen, hvor han vekselvis praktiserede i zen klostret Shōfukuji i Kobe hos Mumon Yamada Rōshi (1900-1988) og i Reiun-in, som var Mumons tempel i Myoshin-ji i Kyoto.

Da han mere permanent flyttede til Kyoto, blev han medlem af Hisamatsus FAS Society, hvor han fra 1984-99 var redaktør af FAS Society Journal. Han gik samtidig i formel zen træning hos Fukushima Keido Rōshi (1932-2011) i Tofuku-ji. Fukushima var elev af Shibayama Zenkei Rōshi (1894-1974) i Nanzen-ji.

Efter 20 års koan træning er Jeff Shore nu færdig med sin formelle zen træning. Han er den første vesterlænding som har fuldført Rinzai zen's koan curikulum under en japansk zen roshi i Japan. Han er derfor kvalificeret til at undervise og vejlede andre i zen.

Det gør han på sin egen måde, som ikke kopierer den formelle japanske tilgang til zen træningen vel vidende, at munkenes træning i et japansk zen kloster, til forskel fra en lægmands træning, drejer sig om deres fremtidige karriere som zen præster. Som zen præst skal man deltage i mange forskellige ceremonier og forrette begravelses ritualer for danka dvs. de familier, som er tilknyttet et bestemt zen tempel og har gravsteder i templet.

Vi må i Vesten ikke glemme, at zen buddhismen i Japan er en ”kirke” og at zen templernes vigtigste opgave er at tilfredsstille menighedens ønske om, at deres præster først og fremmest tager sig af begravelses ritualerne. Den folkelige forståelse af buddhismen begrænser sig nemlig til, at det er en "dødekult".

Shinto religionen tager sig at skabelse, opvækst, bekræftelser, indtræden i livet, giftermål, medgang og lykke. Konfucianismen tager sig af de sociale relationer og moralske spørgsmål og buddhismen tager sig af døden. Alle de mange forskellige buddhistiske sekter i Japan har derfor den funktion at betjene læg folkets tro på og behov for, at deres afdøde får den bedst mulige rejse gennem det hinsidige, indtil han/hun atter genfødes til en ny eksistens i en levende krop.

De buddhistiske institutioner i Japan er økonomisk afhængige af deres danka, som ofte hælder til den folkelige buddhismes tro på himmel og helvede, karma og genfødsel, nåde og medfølelse, hvor især passagen i det hinsidige er vigtig for at kunne blive genfødt som menneske igen.

Dermed er der nemlig mulighed for endnu engang at prøve lykken for at befri sig for fremtidige genfødsler. Denne folkelige overtro bestemmer helt og holdent zen præsternes professionelle liv og gerning, og det er ikke spor anderledes end i alle andre verdensreligioner.

Den seriøst praktiserende zen buddhists eksistentielle og filosofiske vej til en erkendelse af sin egen og alle levende væsners buddhanatur, som hedder oplysning, opvågnen, satori eller kensho har meget lidt bevågenhed i den folkelige bevidsthed.

Men man regner det naturligvis for givet, at de ældste præster i en hvilken som helst buddhistisk tradition har en indsigt i det hinsidige, som ikke er de fleste forundt. Alle har stor respekt for den buddhistiske træning, som bestemt må føre til en særlig indsigt, således at præsterne kan hjælpe mennesker og deres elskede på rette vej efter døden.

Jeff Shore er en meget seriøs vesterlandsk zen buddhist med et stort kendskab til alle zen buddhismens veje og vildveje – han har prøvet dem alle og ved derfor, hvad der er hensigtsmæssigt, og hvad der er uhensigtsmæssigt i praksis. Men jeg tror ikke, at hans fremstilling af zen træningen og det essentielle i zen har videre lydhørhed i den institutionaliserede zen verden i Japan. Dertil er han for intellektuel og filosofisk.

Jeff Shore har skrevet et utal af artikler i vigtige buddhistiske tidsskrifter og bogen ”Being Without Self. Zen for the Modern World”, som er blevet til på baggrund af hans mange foredrag i forskellige zendo i Europa og Amerika. Han er professor i International zen ved Hanazono Universitetet i Kyoto, som er et Rinzai zen universitet under Myoshin-ji koncernen. Han er japansk gift og har boet i Kyoto siden begyndelsen af firserne. De har en søn Evens, som er lærer i et stort firmas fitness center i San Francisco i USA.

Jeff Shore fungerer som lærer, foredragsholder og instruktør i zen praksis for virkelig seriøse vesterlændinge. Dels er han lærer for en privat lægmands zen gruppe i Kyoto og fungerer som vejleder ved forskellige sesshin arrangementer i Europa og USA. Hans styrke er, at han har gennemgået sin Zen træning i Japan som lægmand i to meget forskellige sammenhænge. Den ene i FAS samfundets lægmand gruppe, den anden i Tofuku-ji klosterets traditionelle kloster stil.

Det interessante ved Jeff Shores undervisning er, at han på en måde har frit stillet sig fra den formelle japanske zendo stil og har minimeret den traditionelle sutra recitation, afskaffet mokugyo og den klokke (inkin) og klaptræ, som ellers er en vigtig del af praksis i zendo. Hans zazenkai og sesshin har derfor en uformel naturlighed over sig samtidig med, at der er en intensitet og seriøsitet i praksis. Det er to gode ting at flette sammen.

Skønt han er autoriseret til at give sanzen, praktiserer hans gruppe en anden form for interview, som Jeff Shore har lært hos FAS Society. På japansk hedder det sōgōsankyū, på engelsk ”mutual inquiry” eller "one-on-one", som er en gensidig spørgen indtil og uddybning af praksis, idet to personer sammen i enrum forsøger at afklare deres situation med hensyn til deres fælles buddhanatur, som er uden selv.

Læreren har i "one-on-one” ikke den magiske autoritet, som er så karakteristisk for mødet med en rōshi i sanzen. Det er ikke et møde mellem ligemænd, for den ene har mere erfaring end den anden, men zen mesterens autoritet i sanzen rummet mangler, og det er godt for en seriøs kommunikation om det væsentlige.

Jeff Shores bog "Being Witout Self" er en af de mest instruktive bøger for en vesterlandsk zen praktikant. Den indeholder 10 kapitler om zen praksis, som virkelig seriøse studerende bør læse og tilegne sig langsomt og omhyggeligt. Kapitlerne er i sig selv en form for dyb intellektuel kontemplation med et eksistentielt sigte.

Jeg kender ikke nogen anden bog som i den grad er en detaljeret gennemgang af de problemer man, som en zen praktikant møder på sin vej gennem meditationen. Det er ikke alene en vejledning i at praktisere zazen, men også en hjælp til at undgå de faldgrubber, man uvægerligt træffer på sin vej. Og så er der håb forude, fordi der er en forvisning om, at det til trods for de mange vanskeligheder faktisk er muligt at komme til en fuldkommen afklaring af livets største spørgsmål. Det er vesterlandsk zen, når den er bedst.

Bogens indholds fortegnelse er som følger:

Religious Experience in the Light of Zen Buddhism.

Becoming One and Being Without Self.

No-self in Zen Buddhism.

Basics of Zen Practice.

Principles of Zen Practice.

The Unconditioned in Buddhism, Zen and our own Lives.

Zen in Early Buddhism.

The Source of Zen: Who Transmits What?

Rinzai Zen: An Introdoction to Practice.

Empty Trasch, Empty Self: An Autobiographical Sketch.

"There must be a discrete event in which, how to put it no-self realizes itself. Practice then truly is realization, authentication, as your tradition puts it."

"If you speak of it as the present moment, it must be boundless: the eternal now at this moment, so to speak. Where does this begin and end? The entire past, present, and future are effortslessly embraced in the true present."